Jeg vil i de følgende indlæg skrive om det at være pårørende, og jeg vil lægge ud med at beskrive det at være pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Efterfølgende vil jeg skrive om at være forældre og være pårørende til et barn med et handicap.
For mig er det vigtigt at sige nogle ting, som jeg synes, at resten af samfundet glemmer at sige til pårørende:
1. Allerførst vil jeg gerne sige tak til dig, som tager dig af et familiemedlem eller en ven/veninde eller en kollega. Tak! I et samfund, hvor man ser ned på omsorsopgaver, og især ulønnet arbejde, så gætter jeg på, at der ikke er ret mange, som har sagt tak til dig. Men du forjener tak, tak fordi du har påtaget dig en opgave, som andre ser ned på, tak fordi du har påtaget dig en opgave, som måske også sætter dig tilbage i forhold til karriere og pension. Tak fordi du lader kærligheden til et andet menneske trumfe stupide vedtagende sandheder i vores samfund!
Jeg vil også gerne understrege noget, som jeg er blevet opmærksom på som mor til en søn med et bevægelseshandicap, mange folk går automatisk ud fra, at jeg på den ene eller anden måde er ked af ham pga hans handicap, og det gør ondt helt ind i sjælen. MIn søn er min sol, uden ham er verden kulsort, mørk og totalt ligegyldig, hvorfor skulle jeg elske mit barn mindre, bare fordi han delvist mistede førligheden? Det giver simpelthen ingen mening! Når en læge siger til mig, at min mand og jeg bare kan spare pengene til hans fysioterapi, bliver jeg helt kold indeni. Ligesom de fleste andre forældre jeg kender, så ville jeg dø for min søn, hvorfor går en læge så ud fra, at jeg ikke vil prioritere en smule penge på noget, som min søn virkelig er glad for, og som han har enormt brug for? Siger hun også sådan til andre patienter? Hvorfor tror hun egentlig, at jeg er interesseret i hendes indblanding i min privatøkonomi, for det er jeg ikke! Nej, tak!
Min søn er blevet mødt 100vis af gange på den måde, især af voksne mennesker, som burde vide bedre, men han er heldigvis også blevet mødt af voksne, som ser den fantastiske dejlige unge mand, som han er, og som tager sig tiden til at tage hensyn til hans handicap. Derfor vil jeg også gerne sige tak til den du er pårørende til, fordi vedkommende elsker dig og beriger dit liv, præcis ligesom alle andre mennesker omkring dig, som elsker dig.
2. Tak til dig, som har en fysisk eller psykisk sygdom, funktionsnedsættelse/handicap eller er på autisme spektrummet, du er noget værd, tak fordi du er til, tak fordi du kæmper dine kampe, tak fordi du ikke har givet op, tak fordi du måske på trods af alle samfundets benspænd alligevel er lykkedes med at få et værdigt liv på førtidspension, fleksjob, kontanthjælp, eller du arbejder på at bevare værdigheden, selvom mange forsøger at tage den fra dig.! Tak hvis du tager/har taget en uddannelse og har fundet et arbejde! For mig at se, er det ligeså flot at finde en mening i ikke at kunne arbejde, som det er at finde en mening i at kunne arbejde! Hvis du ikke kan finde en mening i nogen af delene, så tak alligevel. Tak fordi du bringer kærlighed ind i dine næres liv. Der findes ikke noget mere ædelt og vigtigt i dette liv end kærlighed.
3. Til sidst vil jeg gerne sige tak til dig, der arbejder i et omsorgsfag. Tak fordi du har valgt at hjælpe andre mennesker til en lav løn i et jobområde, som ofte er udsat for massive besparrelser og ringeagt. Tak fordi du alligevel påtager dig den meget vigtige opgave, at hjælpe mit og andres børn under vanskelige arbejdsvilkår, tak for at du gør det ekstra, som gør, at min søn føler sig inkluderet. Tak til de lærere, som har set mit og andres børns styrker og evner og holdt af dem og passet på dem og inkluderet dem i fællesskabet.