Barrie Jeager skriver i sin bog Making work work for the highly sensitive person, at nogle af dine forcer som særligt sensitiv kan gå hen og spænde ben for dig, når du arbejder på arbejdspladser med værdier, der ikke helt harmonerer med dine egne, eller når du skal arbejde sammen med ”besværlige” mennesker, hvilke hun kalder ”bullies”. Jeg har oversat ”bullies” til ”bøller”, fordi ordet ”bølle” ikke skræmmer nær så meget som fx diagnoserne ”narcissist” eller ”psykopat”, og det er heller ikke så stemplende som disse ord, og det er vigtigt for mig ikke at stemple andre, men finde ud af, hvordan jeg eller du bedst muligt kan arbejde sammen med en person, der kan være skræmmende i sin adfærd for en særligt sensitiv.

Ifølge Barrie Jaeger er der nogle træk, som ofte kendetegner særligt sensitive, og som kan gøre det svært for os at være sammen med bøller:

• At have meget empati i forhold til andres følelser
• Man kan være bange for at såre andres følelse
• Nogle gange bliver man alt for hurtigt overvældet, så man giver op for hurtigt i en konflikt
• Man kan have en tendens til ikke helt at stole på sine egne følelser
• En anden tendens er, at man kan have lært at være hjælpeløs
• Man kan have svært ved at stoppe en negativ tankecyklus og kan svælge i worst-case scenarios
• Og endelig kan man have svært ved at skifte fra flugt til kamp i en krise (og jeg vil tilføje, hvis vi har mange små traumer eller få alvorlige traumer med os, så kan vi også have svært ved at gå fra frys til kamp eller flugt)

Hvad kan vi så stille op som særligt sensitive? Barrie Jaeger foreslår seks fokuspunkter.

1.       Øvelse gør mester

2.       Lyt til din ”Horse Sense”

3.       Det handler om at lære af livet

4.       Hold fast i dine værdier

5.       Opdag mønstret

6.       Bliv ikke en bølles ”mellemmåltid”

1.     Øvelse gør mester

Jaeger starter med at skrive om ordet nej, og jeg er fuldstændigt enig med hende. Ordet ”nej” er efter min mening et af de vigtigste ord i det moderne arbejdsliv. For særligt sensitive som ofte selv er så følsomme over for andres signaler, kan et ”nej” være mangel på øjenkontakt, en svag hovedrysten, et udtryk i øjnene – og straks har den særligt sensitive fattet, at kollegaen ikke har lyst og indirekte igennem sit kropssprog har sagt nej.

Det er vigtigt at vide, at denne måde at sige nej på ofte ikke bliver opfattet som et ”nej” af størstedelen af andre mennesker, og da slet ikke, hvis disse mennesker har deres egen agenda, hvor et ”ja” ses som det rigtige svar. Her må man som særligt sensitiv sige ”nej” højt og tydeligt. Det skal skæres ud i pap og bøjes i neon. Det skal ikke efterfølges af forklaringer, forsikringer, undskyldninger – som af mange vil ses som en åbning ind til yderligere diskussion.

Sig ”nej” med store bogstaver og udråbstegn: ”NEJ!” På min mands tidligere – og meget travle --arbejdsplads hang der en plakat, hvor der stod: ”No, is a full sentence”. Det er et godt mantra, tænker jeg.

Det kan kræve en del træning at lære at sige nej og dertil lære at sige fra. Hvis man ikke gør det, kan konsekvensen være, at man bliver stresset og brænder ud.

Jaeger beskriver, hvordan Patty lærte sig at sige fra over for sin chef, der med jævne mellemrum svinede enten hende eller andre til. Når chefen var kølet ned, og hun desuden selv havde opdaget, at hendes grænser var overskredet (og her kan vi særligt sensitive nogle gange godt være længe om at opdage det), så gik hun ind og sagde fra over for sin chef. Han huskede det i en periode, og så glemte han det igen. Det blev således en del af denne kvindes arbejde kontinuerligt at sige nej på sine egne og andres vegne.

2.     Lyt til din ”Horse Sense”

Jeg har som psykoterapeut støt på en del afstandstagen over for ”ondt i maven”, ”ondt i hovedet”, som lidt bliver til ”av min arm” – for ja, jeg har flere gange oplevet, hvordan psykosomatiske reaktioner bliver set ned på. Fx Maude i Matador, som får ondt i hovedet og derefter går op og lægger sig, hendes krop reagerer faktisk på noget i hendes liv, som ikke er i orden. Hendes krop er efter min mening klog, Maudes måde at lytte til sin krop på er til gengæld ikke så smart. Noget er ikke i orden – kroppen gør opmærksom på det, Maude burde have hørt efter og måske have hyret en privatdetektiv til at skygge sin mand.

Jaeger kalder dette for ”Horse Sense”, fx når du mærker en knude i maven, der siger dig, at den kollega som lige lægger armen rundt om dig og beder dig om at gøre et eller andet - bestemt ikke har de bedste intentioner. Eller når du går hjem med hovedpine, efter din chef har skiftevist rost og skoset dig for det ene eller det andet.  Det kan også være en arbejdsopgave der bare ikke føles rigtig, og du har en fornemmelse af ubehag i hele kroppen…

Når vi ikke hører efter, så kan vi ende som Maude, magtesløse, fanget i en gentagelse af noget, som føles helt forkert, noget vi ikke lige kan sætte fingeren på. At tage en beslutning alene ud fra sin ”Horse Sense” bliver af rigtig mange set som uintelligent, følelsesstyret eller endda som forkert. Tænk alene at handle ud fra sin ”mavefornemmelse”, men hvis du i stedet tænker, at du som særligt sensitiv er i stand til at opfange alle de mange subtile signaler, der tilsammen giver dig denne fornemmelse, at noget ikke er i orden, så giver det måske mere mening at lytte og handle ud fra disse fornemmelser? Det endte da også med at være Maude, der hjalp jøderne med at flygte under krigen, måske hun i sidste ende lærte at lytte til sin ”Horse Sense”?!

Jeg siger ikke, at man altid bare blindt skal handle efter sine fornemmelser, men nogle gange kan man med fordel stole på dem – fx udskyde et projekt for at have mere tid til at undersøge om det nu også er det rigtige projekt. Vente med at sige ”ja” til noget, og i stedet for sige ”måske”. Endelig findes der også jobs, hvor du skal handle hér og nu, og her kan det give rigtig god mening at lytte til sin ”Horse Sense” og med det samme agere derefter.

3.     Det handler om at lære af livet

Jaeger beskriver, hvordan vi gennem vores arbejdsliv kan lære og udvikle os. Vi har måske en plan med os fra begyndelsen, og så kommer livet ramlende ind fra venstre og smadrer vores plan. Det som virker som et kæmpe nederlag kan vise sig at være lige præcist det, der skal til for at vi finder en ny vej. I murbrokkerne af vores gamle plan ligger måske et lille skrin, der var muret inde i muren, og i det skrin ligger en nøgle, som lige præcis passer ind i den dør, som kan føre os videre i livet.

Jaeger beskriver Gretchens udvikling, hun arbejdede i et ”Social Security office”, hvor hun hjalp mennesker med at få deres liv på ret køl, og selv om arbejdet var udfordrende, så var det også givende, og hun kunne bruge sin særlige sensitivitet, da hun var medfølende og god at tale med.  Men hendes arbejde ændrede sig markant, der kom hele tiden flere arbejdsopgaver på, og til sidst var det svært at være et medfølende medmenneske, da tiden til det simpelthen smuldrede i alle de nye arbejdsopgaver. Gretchen kæmpede imod, men forgæves. Hun endte med at sige op, og i dag arbejder hun som terapeut, der hjælper føderalt ansatte – og bruger sin egen livserfaring til dette. Hun fandt i den svære proces den nøgle, der ledte hende videre til det næste arbejde.

Jeg kender mange i Danmark, som vil kunne genkende deres eget liv i Gretchens historie, støttepædagoger som oplever, at de ikke længere skal arbejde med de enkelte børn, men blot som konsulenter, så de øvrige pædagoger lige ”selv skal klare” de mere sårbare børn i dagligdagen oven i alle deres andre arbejdsopgaver, sagsbehandlere som får så mange sager, at de mister tiden til det enkelte menneske, etc. Kan man kæmpe imod og ændre forholdene, eller må man vælge at sige op og gøre noget andet?

4.     Hold fast i dine værdier

Jaeger pointerer, at uanset hvad man vælger, så er det vigtigt at holde fast i sine værdier.

 Jeg har tidligere været inde på, hvordan jeg blev så stresset på en arbejdsplads over, at dens værdier ikke harmonerede med mine, at jeg måtte sige op. Når det er de øverste chefers værdier, som ikke harmonerer med dine egne, så kan det være svært at ændre noget. Chefen sætter kursen!

Jeg kender til en kvinde i det private erhvervsliv, som gerne ville have mere fritid, vi kan kalde hende Sandy, hun ville gerne gå ned i tid og chefen indvilligede. Reelt skete der det, at hun fik mindre i løn, men hendes arbejdsopgaver forblev de samme. Hun endte med at forlade jobbet og fandt et helt nyt job, der var meget mere spændende og udfordrende, hvor hun også kunne arbejde lidt mindre.

Sandy lyttede til sine indre værdier, hun havde en klar opfattelse af, hvordan man skal behandle sine ansatte. Hun havde desuden også så meget selvværd, at hun mente, at den behandling også burde gælde hende som ansat.

 Hvis man skal gøre sig håb om at klare sig i arbejdslivet, som det er i dag, så skal man øve sig i at holde godt fast i sine værdier. Det kan være at sige fra på andres vegne, men det kan også være at sige fra på sine egne.

Det kræver selvværd, og selvværd får man, når man som barn har oplevet at blive lyttet til, så lytter man også til sig selv som voksen.  Det er ikke alle børn, som bliver hørt, og derfor er der voksne, som mangler denne evne til at ”høre indad”. Heldigvis kan man træne den.

5.     Opdag mønstret

Jaeger skriver, at det er vigtigt at opdage mønstret. Hun nævner en kvinde, Pam, som arbejder sammen med en anden kvinde, der først overfuser Pam og alle andre og dernæst kryber som en lille mus og beder om hjælp.

I starten kunne man som særligt sensitiv blive så overrasket over denne adfærd, at man mister balancen og kommer til at sige ja til noget, som man egentlig ikke har lyst til at sige ja til. Pam opdagede imidlertid mønstret og var derfor forberedt. Nu hvor hun ikke længere blev hyldet ud af den, kunne hun sige ja, når hun mente ja, og nej, når hun mente nej. Hun var ikke længere så nem at manipulere.

Jo mere erfaring man får på arbejdsmarkedet, jo hurtigere bliver man til at opdage den slags mønstre og manipulerende adfærd, og man bliver derved bedre til at passe på sig selv.

I næste blog-indlæg vil jeg skrive om det sidste punkt på Jeagers liste, nemlig hvordan man undgår at blive en bølles mellemmåltid.