Særligt sensitive kan være mange år om at finde det ”rigtige” arbejde og kan have mange forskellige typer job igennem et langt arbejdsliv. Nogle ting, man som særligt sensitiv kan kigge efter er følgende.
Emotionel Labor
Barrie Jaeger har skrevet en rigtig udmærket bog om særligt sensitive og arbejdslivet. Den hedder Making work work for the highly sensitive person. Ifølge Jaeger forventes en sælger typisk at være glad og udadvendt, en advokat må godt være aggressiv, en politimand bestemt og kontrollerende, en sygeplejerske omsorgsfuld og empatisk. Jaeger kalder dette ”emotionel labor”, når man ”er på”. Når man ved hvilke emotioner, der kræves i ens arbejde, som ikke harmonerer med ens særlige sensitivitet, eller hvordan man har det generelt, så har man ifølge Jaeger en god idé om en potentiel kilde til stress. Der findes velfungerende arbejdspladser, hvor der tages hensyn til, at de fleste mennesker har brug for at koble af og ikke være på eller sammen med andre mennesker hele tiden, fx sørger nogle virksomheder for at lave en turnus, så man skifter mellem at være på og lave fx papirarbejde. Andre steder må man selv sørge for sine små pauser, fx ved at gå på toilettet, gå en tur i frokostpausen eller drikke vand.
Jeg vil tilføje, at disse pauser er ekstremt vigtige, og at de ikke kun betyder noget i forhold til, at man undgår overstimulation, men også i forhold til ens arbejdsindsats – at man bedre kan koncentrere sig, finde på løsninger etc., hvilket kan være et godt argument over for ens chef, hvis chefen ellers er lydhør over for gode argumenter.
Er arbejdet et brødarbejde, givende eller et decideret kald
Det betyder noget, om man blot arbejder for at få brød på bordet, eller fordi det er givende fx i form af gode kollegaer og relativt spændende arbejdsopgaver, eller fordi arbejdet er et decideret kald. Jaeger fokuserer meget på, at særligt sensitive har brug for at have både hjernen og hjertet med i arbejdet. Vi har brug for udfordringer, for at jobbet er spændende og udviklende og for at jobbet er meningsfuldt – sådan et job kan også beskrives som et kald. Når jobbet kun er et brødarbejde, så er der mange ting, som man er utilfreds med, man har måske en sur chef, får dårlig løn, og arbejdsopgaverne er kedelige. Man har derfor ikke lyst til at gå på arbejde om morgenen, man kan ikke se meningen med jobbet, og det siger ikke rigtig en noget. Når jobbet er givende, så er der mange gode ting ved jobbet, men der mangler lige det sidste, man er ikke for alvor glad for arbejdet. Når jobbet er et kald, så går al ting op i en højere enhed.
Mange særligt sensitive mennesker kan i lang tid stille sig til tåls med, at jobbet kun er fagligt spændende, men som særligt sensitiv har man som regel brug for noget mere end det. Desværre er det slet ikke så enkelt, hvad der gør et arbejde til et decideret kald. Der kan også være farer, når man arbejder med noget, som virkelig får en til at slå gnister – man kan blive alt for overinvolveret. Når det sker, så kan et arbejde, som startede med at være et kald, blive et brødarbejde. Typisk fordi man glemmer grænserne mellem privatliv og arbejde og hele tiden må hænge over jobbet som en helikopter. Ikke så underligt, hvis helikopterens benzintank pludselig bliver tom, motoren går i stå, og helikopteren styrter direkte ned i brødarbejdssumpen.
Hvad der er et kald for den ene, er det ikke nødvendigvis for den anden. Så der er ingen genveje her, hvis man vil tilfredsstilles fuldt ud i sit arbejde, så må man finde sin egen vej. Nogle gange kan flere forskellige typer af jobs være løsningen, andre gange kan det være, at man må skifte job flere gange undervejs. For det er heller ikke kun typen af job, der afgør, om det bliver en god oplevelse. Det betyder også noget, om lønnen er god, om chefen og kollegaerne er ordentlige mennesker, om man har indflydelse på sine arbejdsopgaver og mange, mange andre ting. Det vigtigste er for de fleste mennesker individuelt defineret, og sådan noget kan også ændre sig over tid. Når man er nyudklækket akademiker, så er lønnen måske ikke så vigtig, men når man på et tidspunkt får en familie, så betyder den pludselig en hel del. Hvis man som håndværker har mange, mange års erfaring, kan det være, at man på et tidspunkt ikke oplever nok tilfredsstillelse ved at arbejde for nogen – man vil måske starte sin egen lille virksomhed.
Jaeger mener, at det er vigtigt også at se på især det mellemmenneskelige klima på arbejdspladsen. I næste blogindlæg skriver jeg derfor mere generelt om, hvordan man kan håndtere konflikter i arbejdslivet, når man er særligt sensitiv.