Jeg vil i de følgende indlæg skrive om det at være pårørende, og jeg vil lægge ud med at beskrive det at være pårørende til mennesker med psykisk sygdom. Efterfølgende vil jeg skrive om at være forældre og være pårørende til et barn med et handicap. For mig er det vigtigt at sige nogle ting, som jeg synes, at resten af samfundet glemmer at sige til pårørende: 1. Allerførst vil jeg gerne sige tak til dig, som tager dig af et familiemedlem eller en ven/veninde eller en kollega. Tak! I et samfund, hvor man ser ned på omsorsopgaver, og især ulønnet arbejde, så gætter jeg på, at der ikke er ret mange, som har sagt tak til dig. Men du forjener tak, tak fordi du har påtaget dig en opgave, som andre ser ned på, tak fordi du har påtaget dig en opgave, som måske også sætter dig tilbage i forhold til karriere og pension. Tak fordi du lader kærligheden til et andet menneske trumfe stupide vedtagende sandheder i vores samfund! Jeg vil også gerne understrege noget, som jeg er blevet opmærksom på so